Der er ikke lige nogen bjælde der ringer hos mig ved navnet Bjørn Solli. Han er norsk jazzguitarist der har lavet en jazzplade, der på ingen måde ville kunne kvalificere sig til en udgivelse på ECM Records. Det lugter ikke af Jan Gabarek. Det er ikke fjordjazz. Det heller ikke sfærisk eller inspireret af norsk folkemusik. Det interessante er at han i pladens linernotes fortæller om musikkens tilblivelse, der knytter sig tæt til øen Lyngør. Det er heftigt swingende moderne jazz, der uden problemer kunne blive spillet en aften på klubben Smalls i New York - og ikke lige noget man forbinder med en ø i sydnorge.
Solli har også et hold af musikere omkring sig for hvem New York er hjemmebanen. Pianisten Aaron Parks, saxofonisten Seamus Blake, trompetisten Ingrid Jensen (medvirker på fire numre), bassisten Matt Clohesy og trommeslageren Bill Stewart. Med sådant et hold kan det næsten ikke gå galt. Det gør det heller ikke. Det er udadvendt og direkte jazz, der ikke dvæler ved detaljer. Det er jazz med vidvinkel. Hans Pat Martino-inspirerede spil er veldrejet og fyldt med overskud. For lyttere med ørerne rettet mod New York er denne plade absolut lytteværdig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar