Da den 80 årige bassist Gary Peacock besøgte og spillede på Copenhagen Jazzfestival denne sommer, mere end antydede han at det var slut med Keith Jarrett trioen. Peacock har sammen med trommeslageren Jack deJohnette og maestro Jarrett henrykket mange jazzfans verden over. Men de er ikke færdige med at spille. Peacock og Jarrett er nu hver for sig aktuelle med nye albums.
Keith Jarrett har lavet endnu en soloplade. Denne gang er den sat sammen af indspilninger fra fire forskellige koncerter. Inden fascinationen over klaverspillet sætter ind, bliver jeg i særlig grad betaget af den utroligt flotte lyd der er på pladen. Klangen og dynamikken er fuldendt. Hvis du har et nogenlunde godt hifianlæg, vil du finde dig selv liggende på gulvet, mens du vrider kroppen af fryd. En anden væsentlig detalje der giver denne soloplade særlig glans i Jarrett-kataloget er manglen på klapsalver. På mange af de seneste soloplader har han haft en tendens til inkludere flere minutter lange klapsalver. Det er denne gang klippet helt væk. Jeg synes at det højner lytteoplevelsen på hjemmestereoen, når det smukke klaverspil ikke afløses af flere hundrede kødfyldte hænders dasken mod hinanden. Jarrett kalder pladen for Creation - Skabelsen. Det er skabelsen af livet og det levede. Det er forundring og beundringen over storheden i det skabte. De ni stykker musik er alle mellem 7 og 9 minutter lange. De flyder afsted i et adstadigt tempo. Creation er en af de smukkeste soloplader fra Jarrett i mange år.
Peacock har med sin nye trio fundet sammen med Marc Copland på piano og Joet Baron på trommer, der ikke får det til at lyde som Jarrett trioen version 2. Der arbejdes intenst med små musikalske figurer. Det er ikke melodien der er omdrejningspunktet. Fortabelsen over figurerne bliver noget trættende i længden og finder aldrig fodfæste. Førnøjelsen over Peacocks basspil er gudskelov intakt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar