Hugo Rasmussen 1941-2015

Summersession Vallekilde 2012

Reaktionerne er mange og personlige efter, at Hugo Rasmussen døde sent i går aftes. Hugo Rasmussen var en ener og spillede med mange. Han var musikalsk generøs. Han var stabiliteten og roen midt i musikken. Jeg har samlet en række Facebook-reaktioner fra nogle få af de mange musikere der har spillet med og lært af Hugo.

Jakob Dinesen - saxofonist

Hugo Rasmussen -hvil i fred 

-rest in peace

Carsten Dahl - pianist (og sammen med Hugo, trommeslager)

Min elskede Hugo døde igår kl. 22.45. 

Vi indlagde ham fredag for kun tre uger siden og det er gået så stærkt. Det er ufatteligt. Han har altid været der. Jeg kan lige nu ikke forestille mig en verden uden ham.

Malene Kjærgaard - sangerinde

Kære Hugo, tak for alt hvad du har beriget med af skønne toner, godt humør og røverhistorier. Du vil være savnet!! Flere af mine noder er stadig overtegnet med dine akkordrettelser - for "ham der har lavet det der, kender jo tydeligvis ikke sangen særlig godt”. 

Jeg er glad for, at jeg nåede at komme i din jazzskole, omend det var kort og desværre kun få gange.

Kjeld Lauritsen - orgelspiller

Dagens lammende nyhed er selvfølgelig at vi har mistet Hugo Rasmussen. Ikke alene en af de vigtigste personer i jazzmiljøet, men det slår mig at få personer har betydet så meget for dansk musik.

Styrken ved dansk jazz, eller "rytmisk musik" er at vi spiller sammen på kryds og tværs. Ingen inkarnerede dette mere end Hugo. Det betød jo på ingen måde at han ikke kunne grundlaget for musikken. Hugos indstilling til musik har spredt sig til miljøet så dansk musik har en mangfoldighed og jordbunden kreativitet, der er sjælden andre steder i verden.
Hugo var altid seriøs og humoristisk på samme tid og hans tilgang til bassen, som et instrument der skaber fundamentet for resten af orkestret har været en kæmpe inspiration, og noget der har gået sin sejrsgang i nyere dansk jazz.
Mit eget håb var at øve mit pianospil op og gøre en trioindspilning med Hugo, når jeg blev god nok. Verden lever nok uden dette, derimod er det svært at skulle undvære Hugo.

Sammen med Palle Mikkelborg's Oktet Januar 1966 på DR

Mads Mathias - sanger/saxofonist

Selvom det er med en klump i halsen vil jeg idag glæde mig over hvor rigt et liv han har haft og ikke mindst hvor mange liv han har beriget. 

Han døde som han levede: afklaret, humoristisk, kærlig, stærk og med et smil på læben.

Men hold op hvor jeg savner dig allerede Hugo!

Tak for alt min ven.

Janus Templeton - trommeslager

Kæmpe kram til vores allesammens gamle spradebasse Hugo Rasmussen, som vil gå over i jazzhistorien, hvis ikke det var fordi han allerede har jogget rundt i den de sidste mange år!!

Andreas Fryland - trommeslager

TAK for alt Hugo. Din rummelighed, generøsitet, nærvær og musikalitet. Hvil i fred.

Ayi Solomon - percussionist

The Great "Maestro" Hugo Rasmussen is finally at Rest in transformation. 

He is/was an inspiration to many in the jazz music scene in Dk./

EVERLASTING PEACE AND BLESSINGS HUGO!!

Aaron Parks - pianist

I wanna be like Hugo Rasmussen when I grow up. Rest in peace.

Niels Præstholm - bassist

Tak for alt Hugo Rasmussen. Du efterlader et kæmpe hul i dansk musikliv, både musikalsk og menneskeligt, som vi aldrig kommer til at udfylde helt. Jeg er superglad for de par job jeg nåede at spille med dig i årenes løb. I hvert fald det ene skyldtes en slags "Hugo" hvor Kenny Drew ved en fejl havde hyret to bassister til det samme job. Vi spillede Willow Weep for Me som duo. Jeg tror at det var ret smukt....hvil i fred.

Jeppe Gram - trommeslager

Hugo for pokker! Vi kommer til at savne en masse gode ting fra dig. Så meget af det er allerede sagt og skrevet her på fb. Det står klart hvor mange mennesker du har nået med din musik og dit væsen! Far vel og på genhør.

Ane Riel - forfatter

Jeg har pludselig fået noget, der ligner min barndomstro, tilbage: Gud er en mand med langt, rødt skæg, der sidder oppe i solskinnet og klapper med fødderne og har helt styr på, hvem der er nogle røvhuller og hvem der skal ha' et trutkys. Og Gud spiller "Sweets to the sweet" og swinger som bare fanden. Og Gud går med bøllehat. Det er godt.

Cæcilie Norby - sangerinde

Kæreste Hugo - du kan, om nogen, hvile i fred : ) Du har spredt så meget smil, latter, fest og fantastisk musik omkring dig! Du gjorde verden til et bedre sted for dine medmennesker : ) Jeg kan huske engang du reddede mig fra af vælte på min cykel med fire indkøbsposer og en lille 2 årig Asta bag på. Asta blev bange og græd - du greb fat i cyklen og da hun fik øje på dig, lyste hun op i et smil og strakte hænderne frem….det er bare den effekt du har haft på mennesker, Hugo - Tak for dig!

Tussi Mabunda/Morten Lindberg/Master Fatman - radiovært/DJ/bassist

Øv, det er bare Hugo Rasmussen.

En gang da kontrabassisten – uvist af hvilke årsager – kom kørende I limosine med tonede ruder til et job, passerede bilen en flok unger. De hujede og råbte og tænkte der sidder nok Michael Jackson eller en anden stor berømthed. Et af børnene tog mod til sig og åbnede døren for at se hvem der sad derinde. Han kiggede og råbte til de andre: Øv, det er bare Hugo Rasmussen.

Få jazzmusikere har som Hugo været folkeeje. Måske ingen. Finn Ziegler en smule, men så heller ikke flere. Lige så lang tid jeg kan huske har Hugo været der. I mit fjernsyn i en børnetime, med Trille eller i en live ting fra Montmartre. Ved en koncert på en klub i Odense eller i en gemen park. 

Gennem hele min barn og ungdom har den forholdsvis lille mand med det kæmpestore røde skæg og lange hår stået dér. Med sin uundværlige ven, kontrabassen – og været en del af det at vokse op i 70’erne, 80’erne og 90’erne.

På et tidspunkt ville jeg noget andet. Noget med jazz. Jeg skrev et brev til Niels Henning Ørsted Pedersen og spurgte om han ville være med i et band, hvor jeg skulle synge med meget dyb stemme + der skulle være trommer, violin, Hammondorgel, 3 korpiger og 2 barytonsaxer. NHØP takkede for tilbuddet men havde ikke tid. Og Gud ske tak og lov for det. Tænk at man skulle høre sig selv sige det, men sådan er det. For den næste jeg kontaktede var Hugo og han sagde ja før end jeg havde talt færdig.

Det betød en masse år sammen i den ene corny konstallation efter den anden. Tykke og fede oplevelser sammen - som Hugo udtrykte – og meget få rolige og kedelige øjeblikke.

Hans betydning for mig er ikke gået op for mig nu. Det mærkede jeg fra første dag. Livsglæden, etikken, moralen, jazzmoralen, den positive tilgang til alting, den enorme altomfavnende erfaring, skrapheden – men kun når den var på sin helt rigtige plads – og så fun. Masser af fun.

Ved vores højtidsmiddage når vi andre kom med flutes, oste, druer, oliven tapanader og syltede ingefær – kom Hugo med finker. Indvolde som lugtede i mit hjem i uger efter. Men skide være med det. For Hugo kom også med glæden. Til næsten alting. Til det at være sammen, det at spise, det at læse, det at samtale, til at joke og til musikken. Og han tog alle ud. Alle. I vores snobbede musikquis, som jeg brugte uger på at forbedrede gav Hugo os alle – inklusive andre old skool jazztrofæer – så meget baghjul at vi ikke end gang så røgen. Det eneste vi så var vores egen beundring – og lidt måben - over at nogen kunne have så små og alligevel fantatiske ører. ”Det er Tubby Hayes ….. og så er det Ronnie Scott og ……Terry Shannon … det tro jeg det er, altså på piano … og så er det Billy Eyden på trommer. Jeg ved ikke hvem der spiller bas, men han er god. Det ku’ godt være Phil Bates ….”.

Gang på gang naglede han ikke bare hovedartisten eller solisten – men alle medvirkende og medspillende.

Jeg kunne blive ved – og det gør jeg også. Det her er kun min egen lille historie med og om Hugo. Jeg ved fra nære venner at han for dem og betydet ligeså meget og også meget, meget mere. Og at han altid har været der – ikke kun når der var job, men også når det gjaldt.

Han var – og er – super funky, damn gammeldaws, helt fremme i skoen. Har spillet med alle – selv når jeg udfordrede ham med virkelig klenodier fra jazzens ydre kanter – så havde han alligevel næsten altid lige spillet én enkelt gang med dem på Samsø i ´72 eller i Holland på en husbåd ved en fest for en diplomat. Han kendte alle og var ven med hver og én. Alle de gammle støvede jazzere, dem i midten og alle de dugfriske.

Hugo har lært mig at man at man bestemmer selv hvordan det hele skal være. At man skal være glad, have det ret sjovt – for ikke at sige pissesjovt, at man skal være drønåben, ikke dømme nogen og at man kun skal trække en grænse når det virkelig, virkelig er nødvendigt.

I hans sidste tid viste han et overskud, som fik os alle til at være omkring ham med en varm, dyb beundring over at man kan takle det sværeste i livet, nemlig at give slip på det – på så smuk og fin en måde. Selv i de sidste dage hvor han var rigtig skidt var han ér når han åbnede øjnene og kiggede på en og smile, når han bad pigerne give ham fodmassage, når han kyssede farvel på munden – og med helt svag stemme var sjovere end der nogensinde har været på noget hospice i denne verden.

Spil på bassen deroppe så himmelen aldrig bliver den samme igen.

Hugo, jeg elsker dig – og det vil jeg blive ved med.

Jakob Park - pianist/sanger

HVIL I FRED, HUGO

Han er ikke længere blandt de levende.

Den folkekære Hugo Rasmussen har draget sit sidste suk og

efterlader en sangskat og en kulturarv, der bør kanoniseres og øjeblikkeligt sættes på finansloven. The Godfather of Danish Jazz, den levende legende, den allestedsnærværende, troldmanden, mentoren, langskæg. Hans lys skinnede på en hel generation af unge jazzmusikere, der lod sig lede af mesteren med bøllehatten. Kresten Osgood, Jakob Dinesen, Heine Hansen m.fl. var Hugos elever, der sammen med deres læremester var inkarnationen af dansk jazz med internationalt format. Hugo var en stjerne. Vores stjerne.

BØLLEHATTEN

Hugos jordnære og folkekære personlighed afspejledes ikke kun af de mange udsolgte koncerter han spillede, men også af hans afslappede tilgang til tøj, mad, mennesker, kunst og musik, hvor bøllehatten blev bassistens vartegn – en signalværdi, der talte sit tydelige sprog. Hugo afskyede når det hele blev for fornemt og stiliseret. Dyr rødvin (fransk Bourgogne) og Michelinrestauranter var bestemt ikke noget, der kunne aftvinge Hugos respekt. Ikonet dyrkede sine egne urter i haven og ville hellere sove på et spartansk bed-and-breakfast end på et 5-stjerners luksushotel. Bøllehatten var endda så glad for musik og mennesker, at han gennem en menneskealder spillede 3 koncerter om dagen og under jazztidens storhedstid i lille DK stod Hugo for 10 % af koncerterne til Copenhagen Jazz Festival.

EN HUGO

At lave en ”HUGO” er når en musiker har dobbeltbooket og derfor bliver nødt til at løbe fra det ene job. Hugo Rasmussens navn er mejslet ind i enhver spirende jazzmusikers bevidsthed og som om det ikke er nok har hans navn også fået fat i musikernes kalender- og bookingaktiviteter. Den folkenære Hugo elskede at snakke med mennesker og til koncerterne var det kun et spørgsmål om tid før Hugo spontant ville begynde at komme med finurlige kommentarer, mens der blev spillet (og grinet). Jeg husker en koncert på Jazzbar Bent J., hvor Hugos karakteristiske gnækkende stemme genlød i lokalet: ”Nå, Bent J – begynder du så snart at råbe?”. Bent J: ”Ja, det er lige før”.

Dialogen med publikum var meget vigtig for Hugo og manden var ene-stående til at tale med alle slags mennesker. Han fyldte rummet med tillid, livsglæde, munterhed og varme. Måske det var hans ildsjæl, der fik temperaturen i lokalet til at stige, så folk var tvunget til at sænke deres parader for en stund. I hvert fald var det tydeligt, at hvor Hugo befandt sig - var det behageligt at være. Enhver kunne føle sig tryg og godt tilpas når Mesteren var tilstede. Hans intense øjne, det varme blik og det eventyrlige skæg, der lige som alt andet i ham voksede vildt, fik ham til at ligne en klon mellem en vis troldmand og et orakel man havde lyst til at spørge om alt mellem himmel og jord.

DEN VARME TONE

Hugos væsen var ikke det eneste der var rundet af en varm imødekommenhed. Han var en mesterlig bassist, hvis varme tone var i stand til at tø selv den koldeste og mest jazzfjendtlige mandsling op. Han nåede at spille med de bedste amerikanske jazzmusikere, medvirkede på henved 1000 pladeindspilninger, turnerede på samtlige kontinenter og henrykkede flere generationer af danske jazzelskere.

Ligeså gavmild Hugo var af natur – ligeså nærig var han når det drejede sig om penge. Denne skribent husker de mange og lange køreture med den levende legende, hvor trommeslageren Janus Templeton, sangerinden Sweet Mary og undertegnede lige skulle ind på en tank og købe en cola, hvor det lød gnækkende og en anelse hånligt fra Hugo:”Nej, de kan ikke tjene penge på mig!!”. Der findes allerede utallige vandrehistorier om Hugos forhold til penge. Det forlyder at når Hugo spillede koncert i Montmartre tog han ikke blot sine egne medbragte flasker med hjem, når de var drukket. Nej, han tog også de andre musikeres flasker med sig hjem. Jeg husker med al tydelighed den dag, hvor Hugo ombord på Molsfærgen købte en is til min kæreste og jeg. Jeg var lige ved at miste mælet……

DEN STORE HUGO RASMUSSEN

Jeg erindrer den første gang jeg mødte min mentor.

Det var på Nordjysk Musikkonservatorium i 2007, hvor Hugo var kaldt ind som instruktør til en jazzworkshop, der strakte sig over 3 dage.

Jeg var en anelse starstruck, da jeg jo havde set manden optræde på TV i en menneskealder, havde hørt utallige af hans plader og der var en helt speciel aura omkring ham. Jeg husker da han gav mig et knus efter jeg havde spillet en klaversolo og jeg husker da han sagde til mig:”Jakob Park – jeg tror det kommer til at gå dig rigtig godt. Næste gang så står vi der igen og så spiller vi sammen”.

Mesterens ord var nok til at jeg turde stole på at jeg havde noget at komme med som musiker. Og vi skulle sidenhen spille et hav af koncerter sammen og lære hinanden at kende.

HUGOS KENDINGSMELODI

Hugo var en stor fan af Louis Armstrong og der er et nummer som der for mig er Hugo Rasmussens kendingsmelodi og som jeg havde fornøjelsen af at spille sammen med ham til mange koncerter. Det er en af de melodier, som for altid vil knytte sig til Hugo, der nu ikke længere er en levende legende, men en ægte legende. What a wonderfuld world spillet i et transparent og fuldstændig gennemsigtigt univers. Langsomt, melodisk og uden for tid og sted.

Hugo Rasmussen – æret være dit minde.

Din musik lever videre i os alle.

Jesper Løvdal - saxofonist (klumme fra Kapelmesterforeningens september blad)
Mandag morgen blev min planlagte klumme om Bent Sørensens klarinetkoncert til Martin Fröst - og mit efterfølgende møde med ham på KompositionsCamp på Engelsholm afbrudt.
Jazzens faderfigur i Danmark, Hugo Rasmussen har forladt vores verden. Min klumme går til mindeord om jazzikonet.
Hugo er rejst videre til nye og bedre steder, hvor han sikkert allerede nu sidder på sin egen sky, med englevinger og griner ned til os. Hugo Rasmussen havde et stort ønske om at møde salig saxofonist Bent Jædig igen, og de deler nok sky deroppe… og sikke en festsky det er !
Hugo var ikke kun akkompagnatør, som hans instrument lægger op til - og komponist som hans få, men sublime, kompositioner viser - men i allerhøjeste grad kapelmester. Hans egne udgivelser er alle milepæle i dansk jazz. Hugo var ikke medlem af Kapelmesterforeningen, selvom han spillede flere jobs som kapelmester end mange. I det hele taget spillede han flere job end de fleste og skånede ikke sig selv. Da jeg spillede med Hugo sidste gang kun fem uger før hans død på Fanø havde han allerede spillet et job tidligere på dagen i Solrød !! Han var mærket af sygdom, men spillede mere melodisk og sikkert end nogensinde. Hugo lovede dog at han for fremtiden kun ville spille to jobs om dagen, hvis de ikke lå i hver sin ende af Danmark.
Når man hyrede Hugo fik man ikke bare en bassist, men en ekstra kapelmester, der havde en skarp mening om alt fra repertoire, tempo, toneart, form, vejvisning og valg af tankstation.  Havde man brug for råd kunne man altid vende sig til Hugo, der vidste hvad musikken havde brug for lige nu for at lette. Holdningerne kom fra de helt rigtige steder: hans store viden om jazztraditionen og hans store og stædige hjerte. Hvis man ikke fulgte hans råd, sagde han bare:” Gør som Bent Jædig ville ha’ gjort, så kan det ikke gå galt”.
Der var mange hyggelige og sjove snakke de sidste uger på hospitalet og Hugo var stadig optaget af musikken. ”I overtager de jobs jeg har spillet fast, når jeg er væk, ikke ?” var vigtigt for ham at få bekræftet.  Og med visheden om at musikken lever videre kunne han lykkeligt sove ind.
Længe leve Hugo Rasmussen

Morten Ankarfeldt - bassist
Tak til Hugo, vores allesammens Bas-far.
Tak for alle de smukke toner og for kærligheden. Det var altid så utroligt inspirerende at høre ham spille – elskede det.
En helt utrolig livsglæde og nysgerrighed på livet og musikken lige til det sidste.
For mindre en 14 dage siden, besøgte jeg ham på Riget, et par dage efter at han var blevet indlagt og der mødte mig en fest på stuen da jeg kom op på 11. Etage. Stuen var proppet med mennesker, der var på besøg for at se til ham.
Fredrik Damsgaard var i gang med at forklare Hugo om sin spilleteknik på bassen – ja bassen var naturligvis med på sygestuen og Hugos øjne lyste af nysgerrighed og liv. ”Jaaaaamen altså, det er sejt det der – det er virkelig en helt anden teknik, men hoooold da op, hvor lyder det godt” udbrød han.
Hugo ville op af sengen og måtte gøre sig fri af slanger og drop: ”hjælp mig lige her – hvor er der pis og hvor der lort?”. Han kom op at stå og spillede et par toner på bassen og gav den et ordentligt kram. Det er en af Hugos gamle basser Frederik spiller på.
”Kom så Morten, så er det din tur - spil et nummer” sagde han.
Jeg tog bassen og spillede et lille nyt simpelt nummer for ham - han var en af de allerførste, der lagde øre til det: ”Waaauw – to toner på en gang, he he he”!
Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik lov at spille lidt for Hugo i samspil med hans sædvanlige og lune udbrud og kommentarer. Det var så tydeligt at mærke hans varme og kærlighed til musikken og mennesker.
For nyligt har jeg netop indspillet dette nummer og lånt to af Hugo lejekammerater, Jakob Dinesen og Mads Hyhne.
RIP

Bjarke Falgren - violinist
For 3 uger siden hørte jeg Hugo Rasmussen spille sidste gang. Han spillede i viseteltet på Musik over Præstø Fjord. Jeg stod uden for teltet og var fuldstændigt betaget af hvor fantastisk han spillede. Han fik straks øje på mig og sendte mig det kærligste og varmeste blik, blinkede til mig og denne varme følelse blandet med hans bløde himmelske bastoner er det der sidder i mig nu. Jeg har haft så mange gode og dybe stunder sammen med Hugo. Både i musikken, i de dybe samtaler og når vi lavede sjov og fik os et godt grin. Hugo gjorde en forskel for så mange mennesker. Han nægtede at bruge GPS når vi var ude og køre, for han vidste altid hvor vi skulle hen og hvordan vi skulle komme derhen - såvel på vejen som i musikken.
Magen til generøsitet og nærvær finder man sjældent. Tak Hugo du klinger videre i så mange af os!

Paul Banks - sanger og guitarist

Min ven Hugo Rasmussen er død.

Engang i midten af 70’erne var vi sammen på en pladeindspilning. Vi indspillede i en uge, og Hugo hentede mig hver formiddag, for jeg havde endnu ikke fået bil, og han kørte alligevel lige forbi. Jeg havde aldrig mødt ham før – jeg havde ikke engang hørt om ham - men allerede på den første af de daglige køreture til studiet på Amager, opdagede jeg, at her var en rigtig musiker. Det var en slags åbenbaring for mig. Uden at gøre det mindste væsen af det, viste Hugo med hele sin optræden og med sit spil, hvad en ægte musiker er.

Som utallige andre aspirerende musikere, blev jeg et af Hugos børn. 

Som Hugos børn lærte vi at spille adskillige jobs om dagen – hvis det kan stå i kalenderen, kan det spilles. Vi lærte at køre hele natten efter sidste koncert i Oslo for at nå et job på Fyn næste formiddag. Vi lærte, at intet job var bedre end et andet. Vi lærte at spille for glæden ved musikken og glæden ved at dele musikken med publikum. Vi lærte også at være stolte af at udføre vores arbejde, og at vi skulle behandles og aflønnes rimeligt.

Hugo var stædig, påståelig, sindssygt irriterende, fjollet, nærværende, fraværende, umådelig kærlig og gavmild, nøjsom, og et af de mest begavede mennesker, jeg har kendt. Hugo spillede renere end de fleste bassister og han havde en meget smuk tone. Det er også en uomtvistelig sandhed, at han havde fundet ind til kontrabassens inderste hemmelighed: at den skal være en dyb, sejt hoppende badebold i bunden af musikken. 

Men af alle hans karaktertræk var de centrale hans ærlighed og hans usentimentale og nøgtern livsholdning. Alt det andet – hans altid gode spil, hans stærke personlighed – var et resultat af hans evne til at forholde sig til sig selv og alt omkring ham: Alt er alligevel nøjagtigt, som det er, hvorfor foregøgle noget andet? Det er så enkelt, at det forsvinder mellem fingrene på en. 

Men det er for mig hemmeligheden bag Hugos storhed.

Kig dig omkring: Hugo var med på over tusind indspilninger, lige så mange fjernsynsudsendelser, en milliard jobs med en million forskellige musikere af vidt forskellige observanser. Han har kørt flere kilometer end den flittigste handelsrejsende eller lastbilchauffør og spillet på alle verdens kontinenter. Ikke bare fordi han var myreflittig. Heller ikke fordi han var verdens bedste bassist. Fordi han var Hugo.

T.S. Høeg/Dane T.S. Hawk - saxofonist/forfatter
mindetekst til hugo boss-far:
bare her forleden spurgte oliver laumann, om jeg ville med for at besøge hugo, som mere & mere døjede … fra vesterhood spadserede vi over nørrebronx til riget, hvor vi fandt frem til hugos tomandsstue, som han delte med en familieomringet afrikaner, der fik en høflig hilsen, inden vi bag det hvide forhæng øjeblikkeligt sindsspjættes af synet af hugo, der ligger der som en lille omvæltet havenisse … forsigtigt vækker vi ham, og befippet slår han et par mærkelige øjne op, mens jeg siger: ”harold ashby”, der henviser til såmænd sidst hos kresten osgood, hvor hugo til et af vores oxford-møder i musikalsk vækkelse lynskarp havde blindfold-gættet netop ellingtons sene tenorsaxofonist, harold ashby, men det er åbenbart alt for meget for hugo, og han er tydeligvis ikke helt med, hvilket slet ikke ligner ham, sådan som han altid har været opmærksomt levende, så det står åbenbart værre til, hvilket ryster os yderligere … hugo ligger sig om på ryggen, mens han tegndirigerer os til at sidde ned på hver side af sengen … hans øjne svømmer og med tør mund siger han: ”thorsten, din...,” hvilket altid har indbefattet en længere tirade, men han orker ikke mere end det … hugo hæver sine arme, spreder fingrene, og vil han måle hænder? … nej, han vil flette fingre, så sådan gør vi … vi sidder hver med en af hugos bløde hænder, der ellers ifølge jesper thilo har walkbasset jorden rundt tre gange ... imens trækker han vejret uroligt eller slet ikke, og med besvær får han ytret kun få ting: "hvem er naboen?", spørger han oliver, som måske er afrikaneren i sengen ved siden af, så det hvisker oliver til ham, thi hvorfra i afrika vides jo ikke … ”klokken?” er en 18-stykker, men ”der er stille”, og jeg siger: ”mandagsstille”, hvilket hugo gentager med et ”det kan jeg li'”, og da naboen spiser rødgrød med fløde med lyden af ske mod porcelæn, mumler hugo: ”mormorlyd”, hvorefter der stadigvæk med vores hænder omkring hugos ikke sker meget mere … da vi engang spillede ellington-tunes sammen, var han selve det uforglemmelige egetræ af en "hugoriginal": ”hvis jeg læner mig lidt fremad, er du for langt fremme i skoene, og hvis jeg læner mig lidt tilbage, hænger du,” hvilket jeg blandt mange andre sager altid vil huske … efter en rum tid slipper han pludselig taget i os, at nu skal han hvile, så vi også kan komme videre … vi kysser hugo boss-far på munden, og jeg gør honnør, hvilket får ham til at grine, men han må holde inde, da det gør for ondt … han er allerede væk, men ikke i os ...

Alex Riel - trommeslager
Der er blevet skrevet så meget smukt og rigtigt om Hugo de sidste dage, og det siger jo unægtelig noget om, hvor vidunderligt et menneske han var. Jeg vil savne ham inderligt, den skøre kule.
Af en eller anden grund, som vi allesammen (inkl. Hugo selv) har glemt, var vi nogle få, der kaldte ham Sylmen ... så det sagde jeg altid, når jeg så ham. Så svarede han med Mühlpax Relæx! Han kunne tale sådan et russiskklingende Hugosk, som ikke gav det fjerneste mening – og det var meningen! Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg nåede at sige farvel til Hugo, få dage inden han rejste herfra. Nu sidder han nok deroppe og griner og råber "Ja, den er god med dig, Mühlpax Relæx ... spil noget Zutty!" Vi ses, Sylmen (men altså ikke lige foreløbig).

Frederik Damsgaard - bassist
Det er en "Hugo".
Hugo har været så gavmild mod mig og en hulens masse andre bassister med udlån af basser. Det er jeg ham evig taknemmelig for og jeg ved at vi er mange, der har glæde af hans generøsitet.
Jeg fik den tanke at alle os, der har haft glæde af Hugo's gavmildhed, skulle mødes til et gruppebillede (med basser) til ære for Hugo.
Hvis vi hjælper hinanden med at finde "Hugo-erne" rundt omkring, kunne vi inden alt for længe lade os og "Hugo-erne" forevige.
(Der er selvfølgelig frivilligt)

Bent Clausen - vibrafonist etc.
HUGO
Vi savner dig. Minderne vælter frem. Tak for alt.
Bent & Charlotte

Bo Stief - bassist
Hugo mangler - det er så trist! Hugo har altid været der ... Hans fine personlige bas spil har været overalt siden 60 erne... alle ved hvem Hugo er.. Hugo har rørt så mange... savnet vil han i den grad blive .. tak for musikken Hugo!

Mads Vinding - bassist
farvel Hugo Rasmussen - og tak! - du har lært os så meget om musik..

Kjeld Frandsens nekrolog på Berlingske.dk

Cim Meyer - redaktør på Jazzspecial udtaler sig til DR.DK