Det er ikke så ofte at jazzplader af denne karakter bliver udgivet herhjemme. Bassisten Niels Wilhelm Knudsen har samlet et hold omkring sig, hvor kendere vil nikke anerkendende. Hele vejen rundt er det instrumentalister af allerhøjeste klasse. Det bliver tydeligt i Niels Wilhelm Knudsens arrangementer af egne numre. Her overlades megen plads til hver enkelt. Det er stærke musikalske individualister. Det er de samme musikere som medvirkede på debutalbummet, der blev nomineret til jazzens Danish Music Awards som årets debutalbum. Nestoren og saxofonisten Jens Søndergaard stiller sig gerne i front med hans både tilbagelænede og sikre saxofonspil. Thomas Maintz på både akustisk og elektrisk guitar er et sikkert valg. Jakob Svenssons vibrafon giver NWK Quintet et særligt distinkt touch. Trommeslageren Dennis Drud er den diskrete samling. Niels Wilhelm Knudsen holder sig heldigvis ikke tilbage på bassen, hvor han gerne stiller sig i den dirigerende front.
Sonority er god fortsættelse på det første album. Det er jazz der i sin pågående tekniske iver, som på titelnummeret kan minde om Steps Ahead, når de er gode. Det er jazz der har rødder i cooljazzen og firsernes akustiske jazz. Musikken vokser frem af de solide grooves og gode melodier. Niels Wilhelm Knudsen er værd at holde øje med - og ikke mindst lytte til.
Bonusinfo:
Niels Wilhelm Knudsen spiller med guitaristen Gilad Hekselman - der er JazzDanmarks Artist in Residence dette efterår - på Christiania Jazz Club d. 4. september og Bartof Station d. 6. september.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar