Pladen åbner med et nummer der næsten kan kategoriseres som Spike Jones goes avantgarde. Det er det dog ikke. Det er den danske pianist Jeppe Zeeberg der nu er aktuel med sit andet album i eget navn. Et album der er en passende opfølger til den meget roste It’s the most basic thing you can do on a boat fra 2014. Det er både legesygt og eksperimenterende. Det er også poetisk forundrende. Jeppe Zeeberg søger med sin “dobbelte trio”, hvor han har to bassister; Casper Nyvang Rask og Adam Pultz Melbye og to trommeslagere; Håkon Berre og Rune Lohse hele tiden mod grænserne. Han forfalder ikke til lamme ligegyldigheder. Han sætter sig selv og medmusikanterne på prøve.
I pressemeddelelsen bruges begrebet “kaotisk men homogent udtryk”. Jeg vil nærmere kalde det homogen kaos. Den massive lyd som to bassister, der bumler afsted med samme udgangspunkt giver, er mageløst. Det er bl.a. noget af det samme som jeg hører i det meget større Fire! Orchestra. Zeeberg formår at skabe et heftigt og omfattende lydbillede, der fylder godt. Zeebergs insisteren på at udgive på vinyl passer godt ind i det samlede udtryk. Det her er musik som fortjener at blive lyttet til. Riding on the boogie woogie of life er er fræk dansk jazz, når den er bedst. Et jazzet sammestød, hvor boogie woogien trives og lever i ægteskab sammen med avantgarden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar