Det er befriende når der til stadighed findes musikere der insisterer på at spille musik, der ikke forholder sig til tidens toneklang, uden at de virker antikverede. Den i Danmark bosatte svensker Samuel Hällkvist manifesterer med sit nye album, at sammensmeltningen af prog, rock, world, fusion, jazz og electronica har gang på jord i 2015. Han har samlet nogle af de samme musikere som han brugte på albummet Variety of Loud, bl.a. Stefan Pasborg og King Crimson trommeslageren Pat Mastelotto - men også keyboardspilleren Richard Barbieri fra en af 80’ernes bedste new romantics grupper Japan.
Trommerne har et distingveret 80'er touch. De er med til at underbygge Hällkvists widescreen lydbillede. Der er rum og fylde. Hällkvists guitar er både til skæve ploinklyde og lange tunge rockhvin. Det er omfattende musik, der fungerer forbavsende godt. Forbavsende fordi det let kunne ryge i en bestemt tidslomme - men aldrig gør det i kraft af den intense originalitet. Det er medrivende og original musik uden overflødigt effektjageri. Hällkvists plade er noget af det bedste improrock eller progrock som det retteligen hedder, jeg har hørt længe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar